SEX, LIV OG KÆRLIGHED

Denne artikel var oprindelig skrevet som et indlæg i den færøske presse på baggrund af en række artikler om seksualitet. Indlægget blev dog ikke optaget, da man mente, at enkelte ting var for provokerende. Jeg har derfor besluttet at offentliggøre den på vor egen hjemmeside (Tórshavn, den 27. marts 2008).

Man taler om den seksuelle revolution, der fandt sted i årene omkring 1968. I dag er atmosfæren i langt de fleste vestlige lande gennemtrængt af sex. Sex er måske det mest dominerende træk i det offentlige rum og indtager en fremtrædende plads i de fleste medier. Moden er gennemgående sexet og det er helt normalt, at reklamer spiller på sex. Porno er udbredt på internettet. Man taler om turistsex osv. Jo, der er virkelig sket en sand revolution på det seksuelle område de sidste 40 år. Man kan tale om en sexideologi, et syn på seksualitet, der radikalt afviger fra det klassiske syn i Europa og i de fleste andre kulturer. Det er næsten umuligt offentligt at forsvare det syn på seksualitet, der har hersket indtil for få årtier siden, uden at blive latterliggjort. Det er tankevækkende! Er der tale om en kulturkamp?

Jeg har oplevet denne udvikling i min gerning som præst – men bagsiden af medaljen. Det er denne erfaring, jeg gerne vil dele.

Det begyndte med p-pillen og andre former for prævention. Nu havde man (næsten) kontrol med fødselsbegrænsningen. Det var den gang, hvor dommedagsprofeterne med statistisk sikkerhed forudsagde jordens overbefolkning. I dag er der i hele den vestlige verden et katastrofalt fødselsunderskud. I Rusland har Putin opfordret kvinderne til at få flere børn. Økonomerne taler åbent om fødselsunderskuddet som en tikkende bombe under økonomien.

Den systematiske brug af prævention førte med indre logik til udenoms ægteskabeligt samliv. Nu var kvinden blev befriet for angsten for at blive gravid og kunne derfor dyrke sex på sine egne præmisser. På trods af propagandaen er det stadigvæk kvindens hovedansvar at beskytte sig, for hvis det går galt, er det jo hende, der har problemet. Manden løber alt for ofte fra sit ansvar, eller han foreslår ufølsom (tvinger hende til?) at få abort.

Siden den gang er aborttallet steget, og i langt de fleste lande i vor del af verden er den frie abort blevet indført ved lov med den begrundelse, at kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop. Men er et ufødt barn en del af kvindens egen krop? Denne talemåde og argumentation nærmer sig løgn. Den megen propaganda for prævention bl.a. i skolens seksualundervisning har ikke i synderlig grad nedbragt aborttallet. Hvorfor?

Jeg kender en kvindelig læge, som nægter at give unge piger p-piller bl.a. med den begrundelse, at deres hormonale og psykiske udvikling ikke er afsluttet, hvorfor de løber en reel fare ved at indtage p-piller for at få problemer med frugtbarheden siden hen.

Et nyt problem i vor tid er mænds (og kvinders) lave fertilitet. Kan der være en sammenhæng med mødrenes brug af p-piller? Undersøgelser viser, at der kan være øget risiko for forskellige sygdomme ved en systematisk brug af p-piller f.eks PCO-syndromet, hvilket vil sige, at kvindens frugtbarhed nedsættes stærkt i form af få eller ingen ægløsninger og dermed udeblivelse af menstruation samt øget mandlig hårvækst. Selve udtrykket ”familieplanlægning”, er afslørende, som om et barn er et produkt? Det samme gælder udtrykket ”at beskytte sig”. Mod hvad? Mod hvem? Er partneren en trussel? Er barnet?

Man taler i dag indenfor videnskaben om postabortsyndromet, dvs. alvorlige og ofte kroniske psykiske følger efter provokeret abort. Men udenlandske undersøgelser viser også, at der synes at være en sammenhæng mellem provokeret abort og visse typer brystkræft. Jeg har haft en hel del at gøre med kvinder, der har haft en eller flere aborter. Under samtale kommer al deres smerte op til overfladen. Ingen har delt denne smerte med dem, hverken faderen til barnet eller kvindens forældre (mødre!). Det kræver en hel speciel form for åndelig terapi, hvis de skal blive helbredt, men det kan lykkes – takket være Guds hjælp. Terapien består kort fortalt i, at kvinden (forældrene) skal tage imod det barn som en gave, hun (de) afslog ved aborten, altså en total holdningsændring i forhold til det afviste barn. Man kan virkelig tale om kærlighedens terapi; moderkærligheden (forældrekærligheden) får lov at komme til orde i forhold til det afviste barn. Det er utroligt bevægende at opleve en sådan kærlighedens sejr. Jeg har oplevet det mange gange, så mange gange, at jeg med hele mit væsen må protestere mod abort som løsningen på en uønsket graviditet. Abort er livsfornægtende og den frie abort har skabt en dødens kultur.

Jeg kan ikke lade være at nævne problemet med kønssygdomme og især AIDS. Jeg vil ikke hævde, at alle, der bliver ramt af sådanne sygdomme ”selv er ude om det”. Smitten kan ramme ganske uskyldige ofre. Men disse sygdomme hænger, om man vil det eller ej, nært sammen med en kultur, hvor sex ikke er forbeholdt ægteskabet. Også det er ret indlysende.

Et andet område, hvor et uordnet /perverst seksualliv har efterladt megen smerte og ofte ødelagt menneskeliv, er voldtægt, seksuelle overgreb, incest og pædofili. Sådanne former for seksualitet eksisterede også tidligere og var endda i mange kulturer helt legitime. I vores civilisation har det også altid eksisteret, men skjult. Skriftefædre har fra tid til anden været konfronteret med sådanne former for umoral, men det har været tabu i det offentlige rum. I dag taler man mere åbent om det, men man er på en gang usikker og fordømmende overfor de enkelte tilfælde! Man er usikker, fordi man er blevet i tvivl om, hvad der er moralsk og umoralsk. Grænserne er blevet flydende. Men man reagerer ofte også negativt, fordi man oplever at stå overfor noget meget ondt, noget dæmonisk. Kan der være en sammenhæng mellem tøjlesløs sex og en ond udgave af sex? Hvis sex er fri, er der så overhovedet nogen grænser for dens udfoldelse?

Det er faldet i min lod som præst at have haft at gøre med ikke så få ofre for seksuel misbrug. Deres smerte er ubærlig, men jeg giver dem altid håb om en eller anden form for helbredelse.

Jeg vil til slut nævne følgende nye adfærd på det seksuelle område: Ægteskab er i dag blevet kun én livsform blandt andre. Man kæmper overalt for at få anerkendt homofile forhold på linje med ægteskab. Sproget har ændret sig, nu taler man om parforhold: Det traditionelle ægteskab, de homofile ”ægteskaber”, ”papirløse ægteskaber”, løse samlivsformer sidestilles. Her skal også nævnes det tiltagende antal skilsmisser. Et særligt fænomen, som alle præster dagligt møder, er, at unge begynder deres forhold med at flytte sammen for at afprøve, om de passer sammen. Næsten 100 % af unge, der ønsker at blive gift, er begyndt med at leve sammen. Det er blevet et trend. ”Prøveægteskaber” er absolut ingen garanti for, at ægteskabet vil holde, viser statistikken.

Det står helt klart, at en ny ideologi om seksualiteten har erobret vores vestlige kultur. Men har den skabt bedre forhold mellem kvinde og mand og mellem forældre og børn? Vi er vidner til en stor usikkerhed og utryghed i kølvandet på den frie seksuelle udfoldelse. Respekten for kvinden som kvinde er ikke vokset hos manden. Manden har ikke fundet sin sande identitet som mand. Vi ser ikke en livets kultur, men en dødens kultur på fremmarch!

Jeg vil gerne pege på, hvor det efter min mening er gået galt. Man har skilt sex, livets videregivelse og kærlighed mellem mand og kvinde fra hinanden. Sex er ikke længere bestemt for primært at give det kostbare menneskeliv videre, men er blevet en metode til egen tilfredsstillelse. Sex og kærlighed har dybest set ikke noget med hinanden at gøre. Kærlighed forveksles med følelser og seksuel tiltrækning. Kærlighed forstås ikke som forholdet mellem to personer, der har hengivet sig til hinanden for hele livet for at tjene livets videregivelse som en guddommelig skaberakt. Ægte kærlighed mellem mand og kvinde er frugtbar i børnene og i deres indbyrdes personlighedsvækst.

Sex er en af menneskets urkræfter, men i modsætning til dyreverdenen er sex ikke fuldstændig styret af instinkterne, men skal underlægges menneskets egen kontrol dvs. integreres i kærligheden mellem kvinde og mand ellers bliver sex styret af begær, der kan blive til besættelse og styre menneskets tanker, følelser og handlinger. Det er, hvad der er ved at ske.

På baggrund af den herskende ideologi på det seksuelle område synes det at være ganske umuligt at leve alternativt. Men er vi ikke ved at få øjnene op for vores ansvar for naturen? Og forsøger vi ikke den svære øvelse at ændre vores holdninger, inden det er for sent? Det seksuelle område kræver også klare etiske holdninger, for at vi ikke skal ødelægge dette så vitale område i menneskelivet. Mennesket skal vågne op og genopdage den menneskelige seksualitets sande natur og værdighed og tage klart afstand fra en ideologi, der reducerer sex til blot tilfredsstillelse.

Mine samtaler med mennesker fortæller mig, at dybt i ethvert menneske er der en sans for og en længsel efter en seksualitet, der alene skal tjene livet og kærligheden. Alt håb er ikke ude! Gud ske tak og lov.

Lars Messerschmidt

katolsk præst