MESSAN

Kærlighedens Sakramente

Den 22. februar 2007 udgav var hellige fader pave Benedikt en såkaldt postsynodal skrivelse om Eukaristien, den hellige messe, der har titlen Sacramentum Caritatis, Kærlighedens Sakramente. Den kaldes postsynodal, fordi den er skrevet på baggrund af en bispesynode, der blev afholdt i 2005 med det samme tema. Skrivelsen kan downloades fra Vaticanets hjemmeside på en række sprog.

Denne skrivelse giver mig anledning til at komme med nogle overvejelser omkring messen i anledning af denne påskehilsen. Det første, jeg vil understrege er, at messen og påsken hører sammen.

Påskefesten varer fra skærtorsdagaften til påske. Indstiftelsen af Eukaristien skærtorsdagaften, Jesu lidelse og død langfredag og hans herlighedsfulde opstandelse påskedag er én sammenhængende begivenhed. Skærtorsdag aften, hvor jøderne slagtede påskelammet og fejrede påsken, giver Jesus sig selv som det sande påskelam under brødets og vinens skikkelse: "Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er mit blod, som udgydes for mange" (jf. 1. Kor. 11,24, Mk. 14,23). "Hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer", skriver Paulus (1. Kor. 11,26).

 Når jøderne fejrer påske, mindes de, ligesom vi gør, udfrielsen af Ægypten, og de beder Gud om at sende dem Messias, Kristus, for at give dem en ny befrielse.

Når vi kristne fejrer påske, fejrer vi, at Messias er kommet, nemlig Jesus. Vores påske er en opfyldelse af jødernes påske. Skæretorsdagaften indstiftede Kristus den nye pagt med sit blod, ligesom Moses i ørkenen indstiftede den gamle pagt med blodet fra tyre.

Skærtorsdag peger hen på langfredag, hvor Jesus udgød sit blod på korset. Jesu død ville slet ikke have været den nye pagts offer, men blot en henrettelse, hvis ikke han skærtorsdag aften havde indstiftet den nye pagts offermåltid. Det er skærtorsdag, at Jesus gør sin smertefulde død til et offer: "Dette er mit blod, som udgydes". Skærtorsdag hengiver han sig til disciplene og til alle os andre. Denne hengivelse fuldbyrdes på korset.

Jesu opstandelse påskemorgen kroner hans offer. Ved at opvække Jesus fra de døde, tager Faderen imod hans offer. Fra det øjeblik står hans søn i al evighed for hans ansigt i himlen som lammet, det slagtede. Johannes skriver i Åbenbaringsbogen: "Jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet ..." (Åb. 5,6).

Hvor er vi katolikker dog privilegerede, at vi har messen! Hele Kristi offer fra skærtorsdag til påskedag er tilstede i vores messe, ligesom det frembæres for evigt i himlen for Faderens ansigt. Jesus er ved sin død blevet den evige offergave. I hver eneste messe er han til stede for os og for Faderen som offergave og offerpræst. Hver eneste gang, vi er til messe, siger Paulus, forkynder vi Herrens død, dvs. fejrer vi hans korsoffer. Derfor er messen selv dette korsoffer.

Forskellen mellem skærtorsdag og messen er, at i messen er Jesus Kristus, den opstandne, tilstede og frembærer sit offer til Faderen sammen med os. I messen er det Kristus og hans Kirke, dvs. os allesammen, der frembærer hans legeme og blod. På denne måde er hans korsoffer altid og overalt til stede, når messen fejres. Vi kan sige det ganske enkelt. Det er Kirkens dvs. den lokale menigheds første opgave at frembære Kristi offer sammen med ham til Faderen for verdens frelse. Verdens frelse er intimt forbundet med, at vi udfører denne opgave så ofte så muligt og så værdigt og så smukt som muligt.

Paven vil med sin skrivelse ligesom sin foregænger Johannes Paulus II vise os, at Kirken fødes ud af Eukaristien, fordi den blev til, da Jesus sluttede den nye pagt skærtorsdag og langfredag.